06 februar 2012

Bagom facaden - Et tabu

Jeg ved ikke hvor jeg skal starte henne. Men jeg har længe gået og tænkt på, om jeg skulle dele det med jer. Eller om jeg skulle holde det for mig selv. Jeg har snakket med min kæreste om det, og min søde veninde blogger Katrine, som står bag bloggen her. Havde brug for, at få lidt "rådgivning". Hvilke har hjulpet mig til, at tage den beslutning om, at jeg gerne vil dele det med jer. Det har været en meget svært beslutning. Så søde læser: Jeg vil blive rigtig glad for, hvis i gad, at tage jer tid til, at læse dette indlæg. 



Det seneste års tid, har jeg gået og haft det utrolig skidt indeni. Jeg har ikke været mig selv 100%. Jeg har bare ikke tænkt så meget over det. I foråret blev det rigtig slemt. Jeg tog ikke i skole. Jeg snakkede ikke med nogle. De eneste jeg snakkede med var min kæreste, min familie og hans. Jeg lukkede mig selv inde. Jeg sov oftest indtil kl.14, min døgnrytme blev vendt op og ned. Jeg stod tit op, en halv time inden, at min kæreste kom hjem fra arbejde. Jeg blev ked af det over ingen ting. Jeg husker tydeligt en dag, hvor vi stod og vaskede op, hvor jeg begyndte, at græde over, at jeg tabte noget. Min kæreste tænkte jo bare, at jeg var pivet.

Min kæreste var den eneste der vidste, at jeg gik og havde det dårligt. Jeg kunne ikke lide, at fortælle nogle om det. Jeg holdte det for mig selv. Selvom min kæreste flere gange prøvede, at få mig til, at fortælle min mor og hans mor det. Jeg kunne bare ikke. Det var svært! Jeg var bange for, hvad de tænkte. Når jeg endelig var sammen med folk, satte jeg en facade op. Jeg smilede og så glad ud, selvom jeg egentlig ikke det var.

Det blev sommerferie, og vi skulle til Bornholm med min far, hans mand og mine søskende. Jeg begyndte lige så stille, at få det lidt bedre. Det var dejligt, at komme så langt væk hjemmefra. Væk fra "hverdagen", væk fra det hele. Jeg kunne slappe af. Jeg skulle ikke tænkte ting derhjemme. Den uge var utrolig god for mig. Min sommerferie var faktisk utrolig god. Jeg begyndte, at se min søde veninde Camilla noget mere. Jeg var meget sammen med min mor og søskende. Det var rigtig dejligt. Jeg begyndte også, at snakke med en jeg havde gået på handelsskolen sammen med. Hun flyttede ud, hvor vi bor i sommers. Vi var rigtig meget sammen, hvilke vi stadigvæk er. Jeg har snakket med hende om, hvordan jeg har det. Hvilke jeg sætter utrolig stor pris på.

Da sommerferien sluttede, begyndte jeg igen på uddannelsen. Jeg startede op i en ny klasse. En klasse jeg var rigtig glad for, at komme i. Jeg glædede mig hver dag til, at skulle i skole. Alting gik fint til, at starte med. Efter ca. 2 måneder, begyndte det, at gå ned igen. Jeg blev meget indelukket. Ville helst være alene. Mødte ikke op alle dage. Jeg kunne ikke sammen med min klasselære. Jeg var ked af det, når jeg skulle i skole. Jeg havde ikke lyst. Jeg følte mig "tryg" hjemme under dynen. Det var ligesom der, at ingen kunne gøre mig noget. Jeg blev væk fra skolen mere og mere. Til sidst mødte jeg ikke op. Jeg kunne simpelhen ikke. Følte at jeg blev trukket ned i det sorte hul igen. Der hvor jeg havde været, før sommerferien.

De helt små og enkle ting i hverdagen, kunne være svære for mig. Vaske op, rydde lidt op, tage tøj på osv. Mange af jer vil sikkert tænke, hvordan sådan nogle ting kan være svære. Men man føler ikke, at man har overskud til noget som helst. Men det er bare utrolig svært! Og svært, at forklare. Folk der ikke har prøvet ved, kan ikke sætte sig ind i det, på samme måde, som folk der har prøvet det.

I december måned overtalte min kæreste mig til, at jeg skulle fortælle min mor og hans mor, hvordan det hele var. Men jeg kunne ikke få mig selv til, at skulle fortælle dem det. Det har altid været svært for mig, at snakke om sådan nogle ting, med folk, personligt. Derfor valgte jeg, at jeg skrev det hele ned. Jeg fik skrevet alle mine ord og følelser ned. Det var svært. Rigtig svært! Men som min kæreste sagde, at det var bedre, at skrive det, end slet ikke, at sige noget.

Idag er jeg rigtig glad for, at jeg har fået det sagt. Jeg har fået meget støtte af både min mor og hans mor. To kvinder, jeg holder rigtig meget af!

Jeg valgte, at stoppe på uddannelsen, i starten af januar måned. Jeg kunne ikke mere! Jeg græd tit, når jeg var alene. Når min kæreste var på arbejde!

Jeg søgte om kontanthjælp. Og når man gør det, skal man til en samtale med en fra kommunen. Jeg havde min svigermor med til samtalen. Jeg er glad for, at jeg havde hende med. Hun kunne tage overfor mig, hvis det blev for svært for mig. Jeg skulle fortælle hende damen, hvorfor jeg søgte kontanthjælp. Vi fik snakket med hende. Hun synes, at jeg skulle tage til læge for, at få tjekket om, jeg kunne have en depression. Og hvis jeg havde det, skulle jeg i en anden slags aktivering.

Derfor fik jeg en tid til læge, 2 dage senere. Igen var min svigermor med til samtale ved lægen. Han stilte mig en masse spørgsmål, hvor man skulle svare på, hvordan man havde det fra 0 til 4. Hvor 0 var godt, og 4 var rigtig rigtig skidt! Efter han havde stilt alle sine spørgsmål, og har snakket med mig om det hele. Fortælle han mig så, at det viser sig, at jeg har en depression. Og det har jeg nok haft i flere måneder. Det kom ikke bagpå mig. Fordi min kæreste og jeg havde snakket om det, første gang det var helt slemt.

Det var bl.a. derfor, at jeg på sygehuset for, at få taget blogprøve og ekg. For at tjekke, om min depression, kunne skyldes nogle ting med kroppen.

Jeg er nu startet til psykolog. Jeg har været afsted 2 gange. Begge gange er jeg gået derfra med en god følelse. Hun er rigtig sød, hvilke er rigtig vigtigt!

Jeg er stadigvæk rigtig ked af det, og trist. Men jeg håber inderligt på, at psykologen hjælper. Jeg skal kun have medicin, hvis det ikke hjælper på det. Så det krydser jeg selvfølgelig fingre for, at psykologen gør.

Det har også taget rigtig hårdt, på mit forhold til min kæreste. Vi har været meget uvenner. Hver gang, at vi har skulle have en kæreste dag. Er det altid endt med, at vi er blevet uvenner! Men heldigvis har min kæreste været der for mig, hele tiden. Hvilke jeg sætter utrolig pris på. Verdens bedste kæreste, og bedste ven! René Roesgaard, jeg elsker dig af hele mit hjerte! 

Det har været rigtig svært for mig, at skulle sidde og skrive dette ned. Men jeg følte, at i er så stor en del af min hverdag, at jeg gerne ville dele det med jer. Nogle af jer søde læsere, skriver jeg også med privat. Så nu ved i bl.a. hvorfor, at jeg i perioder, ikke bloggere så meget. Jeg er begyndt, at gøre det næsten hver dag. Jeg elsker jo, at blogge!

Jeg føler, at jeg har fået det hele med. Måske nogle enkle ting, der ikke betyder noget for dette, er ikke kommet med. Men jeg synes, at jeg fik det hele med. Jeg har åbnet mig overfor jer. I er velkommen til, at skrive til mig i kommentaren eller på min mail, som er: louiseschristensen@hotmail.com.

Til sidst vil jeg sige, at jeg synes, at jeg har de bedste læser i hele verden!
Kys og knus til jer alle sammen!


 ♥ ♥ ♥ ♥

4 kommentarer:

  1. Jeg ved ikke hva jeg skal sige Louise, det rigtig flot af dig og jeg vil ikke sige jeg er stolt, eller jo det er jeg men jeg er da ked af at det er det - Men det flot det du skriver, ja you know me! Det har vi også skrevet om.

    Jeg håber jeg kan hjælpe dig, og vil godt hjælpe dig når vi skriver sammen privat, da jeg måske også har siddet i en mellemting af det, men ikke på samme måde som dig, jeg er selfølgelig rigtig ked af du har det som du har det' men jeg håber du snart kommer ovenpå igen, selvom det ikke bare lige er sån.

    Jeg er ked af, at vi ikke fik mødtes dengang du var på Bornholm. Jeg håber vi mødes i fremtiden, du var en af mine første blog veninder her på blogger universet, og siden har vi fulgt hinanden og det er jeg rigtig glad for. Vi er meget forskellige, men jeg syns stadig du skide intressant og har en fed blog, du inspirere mig og elsker dengang du kom med ugens tip fx. fra en dagligvarer butik, du ikke en mainstream freak - JA undskyld, jeg syns fanma der mange der kører samme rille her på bloggeruniverset, måske gør jeg det også selv men du er altså en der skiller sig ud.

    Om du så ikke blogger 1 uge til 3 dage, whatever jeg vil altid følge dig, også vil jeg altid være der til at støtte dig selfølgelig.


    Knus fra en stolt blogveninde
    - Katrine
    Katrine blog

    SvarSlet
  2. Hvor er det stort og flot af dig, at du fortæller det! Jeg er ked af at høre, at du har haft det så skidt, og jeg håber virkelig at du er på rette vej nu! Jeg har set dig et par gange i byen, og der har man i hvert fald ikke kunnet se noget, du har altid set glad ud. Men håber da at næste gang jeg ser dig, at det er ægte, at du ser glad ud :) Og du skal vide at selvom vi ikke har snakket sammen før eller noget, kan du altid skrive til mig, og hvis du gerne vil snakke så kan vi også sagtens mødes, det ville da kun være hyggeligt :)

    Kram Maria

    SvarSlet
  3. Vær stolt af dig selv. At dele noget så personligt, med så mange.
    Dét er stort. At du har overskud og mod til det. Hold da kæft.
    og jo mere man får snakket om det, des tættere kan man komme på at få det bedre:).
    Rigtigt godt.
    - Kram:)

    SvarSlet
  4. Hej Louise :) Hvor er det bare super flot at du skriver det her på bloggen! Det tror jeg også er godt for dig selv, da det bliver nemmere for dig at være mere åben omkring, hvordan du har det overfor andre :) Jeg kan selv relatere til meget af det du skriver - for ikke at sige alt faktisk - og jeg er selv på kontanthjælp pt, fordi jeg kæmper med socialangst, hvilket også gør mig meget depressiv. Jeg håber du kommer oven på igen - hvilket jeg er sikker på at du gør! Du har taget de sværeste skridt nu! Kæmpe respekt fra min side af :)

    Du kan også altid skrive til mig, hvis du har brug for at komme ud med nogle af de trælse tanker - jeg kender dem alt for godt selv!

    Hilsen Mette :)

    SvarSlet

Blogroll

Cute Polka Dotted Pink Bow Tie Ribbon